Division I: – Vi er underdogs, men sejrsfølelsen er stærk

Foto: Simo Klok

Sikke et slutspil, Jutland Vikings har været igennem.

Efter en helt igennem forfærdelig afslutning på grundspillet, lykkedes det for Vikings at eliminere landets to førende talentfabrikker fra Rødovre og Herning i kvartfinalen og semifinalen, og nu står Jutland efter kun to år som organisation allerede i finalen i 1. division.

Det har skabt stor hockeyeufori i Aarhus og ikke mindst Silkeborg, hvor hjemmekampene i slutspillet har trukket tæt på fulde huse i den lille hal. Silkeborg er blevet en ishockeyby igen, og den pr- og marketingsansvarlige hos Vikings, Ricko Hedelund, har mærket en hidtil uset interesse fra sponsorer i takt med, at resultaterne er kommet i slutspillet.

Han glæder specielt over, at Silkeborg Kommune nu har meldt sig med interesse for at se finalekampene – måske med henblik på større interesse for ishockeyen i byen. 

Ikke mindst kampen i Silkeborg, hvor Jutland Vikings trods 21 to minutters-udvisninger og bagud 0-2, formåede at vinde 3-2 over Herning, vakte interessen i Østjylland. Jutland endte med at vinde serien 3-1 efter 2-1 i kvartfinalen mod Rødovre.

– Vi ville jo slet ikke holde pause efter kampene mod Herning. Der er en fantastisk følelse i omklædningsrummet lige nu, og en bølge, vi håber at ride videre på. Samtidig har vi i modsætning til tidligere i slutspillet alle folk mere eller mindre klar. Vi har været nede på fire backer, der virkelig har været vores helte i slutspillet, siger Ricko Hedelund til Faceoff.dk. 

Han håber også på, at den individuelle klasse, som en håndfuld af Jutland-spillerne besidder kan afgøre serien. Kig på topscorerlisten for slutspillet, hvor Shane Heffernan topper med 12 point. Han har været slutspillets bedste spiller hidtil, og når samtidig russiske Dmitry Kuznetsov virkelig har budt ind med vigtige scoringer, har det klikket for Vikings. 

– Vi går ind til finalen som underdogs, men vi går selvfølgelig ind for at vinde finalen. Vi glæder os virkelig meget til at møde Gladsaxe, og vi går nogle gode kampe i møde. Det er jeg sikker på, siger Ricko Hedelund.