Division I: Ukrainer på 10 dages tryout hos Jutland

Jutland Vikings har en ny mand med i truppen i de kommende uger. Det er den 21-årige russiske forward Dmitry Kuznetsov, der får chancen i det østjyske. 

Kusnetsov har i de seneste fire sæsoner opereret i Western States Hockey League på næstbedste amerikanske niveau, og Jutland Vikings og angriberen forventer og håber, at der bliver anledning til mere end en tryout. 

– Det er naturligvis ikke for sjovt at vi tager en spiller ind på try-out. Både vi og Dmitry har forventninger om at der er grundlag for at lave en permanent aftale for resten af sæsonen. Så må vi se næste sæson an, når den tid kommer, siger Team Manager i Jutland, Søren Klausen. 

– Men vi er ikke i tvivl om at Dmitry er en spændende spiller med et stort potentiale. Han er en hårdtarbejdende to-vejs spiller, med defensive forcer, men en produktion på 217 point i 205 kampe i WSHL, viser at han absolut også besidder kvaliteter frem ad isen, tilføjer Vikings-manageren. 

–  I de fire sæsoner i Nordamerika har der konstant været fremskridt i Dmitrys point produktion, hvilket vi håber han kan fortsætte med hos Jutland Vikings, skriver klubben, der forventer at få en meget opsat russisk spiller med ind på holdet. 

Kuznetsov har allerede haft sit første is-pas med holdet, men Jutland Vikings forventer dog ikke at han vil være på holdkortet i weekenden når Vikings tester VM isen i Jyske Bank Boxen. Jutland Vikings spiller lørdag kl. 11.00 kamp i Boxen mod Herning IK, som forkamp til Final4 finalen i MetalCuppen.