Division I: SLUTSPILLET går i gang i aften i fire arenaer

Billeder fra kampen mellem AaB Ishockey VS Gladsaxe Bears. Kampen endte 2 - 1 og blev spillet 2017-11-19

Midt i rumlen omkring Metal Ligaens afslutning på grundspillet, skal vi på ingen måde glemme, at slutspillet i 1. division går i gang i aften. Der fuldt program, der krydses broer i fire øst/vest-dueller, hvor nederstplacerede hold har hjemmebane i den første kamp.

Derefter vender bedst af tre-serierne, og det højest seedede hold har hjemmebane i kamp to og eventuelt kamp tre.

Herning, der vandt vest-divisionen, møder Herlev/Rungsted på udebane, og det kan sagtens blive en vanskelig omgang for Hernings veltrimmede drenge. Midtjyderne har som altid mange unge og dygtige spillere at tage af, og var sædvanen tro et af de bedste hold i grundspillet. Herlev/Rungsted blev nummer fire i øst, men kan i aften sagtens komme til at profitere af, at Rungsted kom op på sjettepladsen i Metal Ligaen.

Dermed vil der være plads på holdet til de Rungsted Seier Capital-spillere, der er i udkanten af truppen og dermed skal have kamptræning for at holde sig varme. Det kan sagtens blive tæt i aften.

Hvidovre har imponeret. Klubbens “førstehold” vandt i sidste sæson 1. division, og spiller nu i stedet med Hvidovre IK’s mandskab. Det er gået glimrende for det bredt funderede unge Hvidovre-hold, der heller ikke er uden chance for at overraske i aften, når Aalborgs dygtige talenter kommer på besøg i skikkelse af AaB Ishockey. AaB’erne har hele sæsonen spillet konstant og solidt, og er vel lille favorit serien. Den byder i øvrigt på et gensyn for mange af de spillere, der spillede U20-DM i weekenden. Her vandt AaB en smal sejr over Hvidovre.

Vojens kneb sig med i sidste kamp mod Odense i grundspillet, og tager i aften imod Gladsaxe, der senest slog sønderjyderne klart på hjemmebane. Gladsaxes rutinerede tropper er favorit i serien. Holdet er så solidt, at det kan og skal vinde, selv om Vojens også i aften kommer men en kæde fra den lavere del af Metal Liga-holdet. Spørgsmålet er dog, om de “bedste unge” fra SønderjyskE’s Metal Liga-hold spares til weekendens kampe mod Gentofte. Det betyder, at Gladsaxe i fald af nederlag i aften får et på papiret dårligere hold at spille med lørdag og eventuelt søndag.

Rødovre skal til Aarhus, hvor Jutland Vikings byder ind til ishockeyfest. Da de to hold senest mødtes, vandt Rødovre hele 8-1 og på baggrund af Jutlands elendige form i 2018 må Rødovre være storfavorit til at tage serien hjem. Jutland tabte sidste grundspilskamp mod bundholdet Frederikshavn, og har ikke vundet i de seneste syv kampe. Måske genopstår østjyderne i aften? Spændende bliver det i gode, gamle Aarhus Skøjtehal, der for en stund genoplives som playoff-arena.