Division I: Rødovre satte slutspurten ind

Rødovres hold i landets næstbedste række, Division 1, satte en veritabel slutspurt ind i tirsdagens opgør mod Rungsted. Brian Madsens mandskab vandt med 6-1 og fire af målene blev sat ind i kampens sidste syv minutter.

Gæsterne fra Rungsted havde ellers formået at holde kampen tæt helt frem til slutfasen, og da Tobias Wildhagen reducerede til 1-2 små 10 minutter før tid, lignede det en spændende afslutning. Men Rødovre-spillerne ville det helt anderledes og fyrede op for tangenterne.

Frederik Skovby, Jacob Böll, Lucas Andersen og Jacob Böll igen scorede fire hurtige mål, og så var Rødovre såmænd tilbage på førstepladsen i grundspillet. Det er dog stadig på lånt tid, hvis Hvidovre og Amager – de to største forfølgere – formår at vinde de kampe, de “har i hånden”.

I aften mødes to af de andre hold i toppen af ligaen, Aalborg og Herning, og taberen af det opgør får svært ved at komme med ind i kampen om førstepladsen i grundspillet, hvortil altså fem hold lige nu bejler.

Meget mere er afklaret efter weekenden, hvor 11 kampe kommer til at afklare meget i forhold til slutplaceringerne.