Division I: Rasmus Damgaard stopper karrieren

Foto: Jan Korsgaard

Han har været inde omkring landsholdet, han er tidligere dansk pokalmester med SønderjyskE, men Rasmus Damgaard trappede ned i fjor hos Hvidovre Fighters og nu siger den spilstærke back farvel og tak til ishockeysporten for at hellige sig studierne på universitetet.

Det skriver Hvidovre Fighters på klubbens Facebookside.

– En af sidste sæsons store profiler, Rasmus Damgaard, har valgt at stoppe. Det sker helt udramatisk, da Rasmus fremadrettet vil bruge sine ressourcer i studiemiljøet på universitetet. Vi vil gerne takke Rasmus for at have været en stærk ambassadør for Hvidovre, hvor han som en ægte holdspiller leverede varen fra første til sidste dag, lyder det fra den PR-ansvarlige Jesper Kristoffersen.

I fjor lavede 25-årige Rasmus Damgaard 28 point i grundspillet for Hvidovre og bliver en savnet mand i defensiven hos forstadsklubben.