Division I-PO: Vojens vendte 2-3 til 4-3-sejr i Gladsaxe

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

På en kvartfinalerunde, hvor de jyske hold havde store problemer, var Vojens IK lyspunktet for holdene vest for Storebælt. Det lykkedes nemlig for sønderjyderne at bjærge en 4-3-sejr med hjem fra Gladsaxe, hvor de forsvarende mestre i den næstbedste række som bekendt holder til. 

Det var et af de helt store talenter i Sønderjylland, Mikkel Jensen, der blev matchvinder med 4-3-scoringen i kampens 52. minut. Han blev assisteret af Kasper Diedrichsen og det lykkedes altså for Vojens at holde hjem i den tætte kamp.

Den blev indledt af en hurtig scoring af Ronnie Brobak og en næsten lige så hurtig udligning af Nicolai Filipsen for hjemmeholdet. Ronnie Brobak scorede også i slutningen af første periode til 2-1 for gæsterne, men i anden periode vendte kampen igen.

På blot 18 sekunder scorede Jeppe Henriksen og Sebastian Laursen for Gladsaxe lige omkring den halve time. 210 tilskuere var mødt op og de fleste jublede lige indtil Simon Rohwedder udlignede i det 34. minut.

Og så endte Mikkel Jensen altså som matchvinder. Vojens har to hjemmekampe i weekenden, lørdag klokken 19 og søndag klokken 14 i det, der ligner en tæt serie.