Division I-PO: Vinder Kusnetzov et stykke landjord?

En ganske sjov historie er kommet fra Jutland Vikings op til den tredje finale i aften, hvor Jutland Vikings tager imod Gladsaxe i en formentlig propfuld skøjtehal i Silkeborg. Stillingen er 1-1 i serien og for Vikings’ russiske spiller Dimitri Kuznetsov kan kampen få en ganske speciel betydning, skriver klubben i en pressemeddelelse, signeret klubbens pr-ansvarlige, Ricko Hedelund. 

– Dmitry spurgte, om vi fra klubbens side kunne skrive et bevis på at han havde vundet en medalje med klubben. Spørgsmålet blev starten på en længere samtale, om hvordan man behandler sine atleter og sportsklubber i vores respektive lande.

– Dmitry forklarede, at kommer han hjem til Rusland, efter at have udmærket sig på sportslig plan i udlandet, så ville han først og fremmest modtage et ” Candidate for master of sports for the Russian Federation” bevis, og med i den udmærkelse kunne der vel følge et stykke jord – eller en anden gevinst, som kunne være med til at sikre ham fremover.

– Dmitry forklarede om, hvordan sportsudøvere – og klubber – i meget høj grad bliver støttet af regeringen, og at man anerkender sportslig succes, i meget højere grad end i mange andre lande, fortæller Ricko Hedelund. 

Jutland Vikings vandt den første kamp 8-1 i Gladsaxe, som slog tilbage i kamp to og vandt 4-3. 

I aften venter udsolgt hus og i pressemeddelelsen fortæller Vikings, at man har fået hjælp af musikfestivalen Hede Rytmer, hvor pr-ansvarlig Oliver Zähringer er blevet svært begejstret for sporten. 

– Ishockey er en top underholdende højintens kontakt sport, hvor der er action konstant. Vi prøver at hjælpe Jutland Vikings med at med at få nye publikummer i hallen, og med at de får skabt en fanbase, da de fleste som har været til ishockey kommer tilbage. Så er det da bare fedt at se de røde lamper tænde, når nu det hele går op i en højere enhed, som det gør i øjeblikket, siger Hede Rytmer-chefen.

– Når man ser på deres årsbudget på cirka 300.000 kroner, er det utroligt hvad de har formået. Cirka 90.000,- til dommere, 50.000,- til fire københavnerweekender med dobbbeltkampe, penge til udstyr osv. Så er de penge hurtigt brugt. Alle inklusive spillerne er ulønnede – så det er flot, hvad de har nået, og det fortjener en hånd med på vejen. Jeg håber at flere får øjnene op for det, siger Oliver Zähringer.

Kampen i aften i Silkeborg begynder klokken 20, mens kamp fire i morgen spilles klokken 16.