Division I-PO: Store klø til Jutland Vikings mod Gentofte

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

Gentofte fremstår som den helt store favorit til DM-guldet i 1. division, landets næstbedste række, og den værdighed blev understreget i aften i Aarhus.

Det blev hele 10-1 til Stars hos Jutland Vikings, der ellers havde opbakning af 221 tilskuere på hjemmebanen. De fandt hurtigt ud af, hvordan tingene stod til denne aften, for efter 20 minutter førte gæsterne med hele 5-1.

Christian Chapman åbnede scoringen, men Alexander Lajmi udlignede for hjemmeholdet, inden Gentofte leverede fire på stribe.

Jonas Veiby, Christian Hee Foss, Mads Linke og Carl Gustav Schultz sørgede reelt for at lukke festen på seks minutter, og kort inde i anden periode scorede Nicki Kisum til 6-1. 

I tredje periode fortsatte ydmygelsen af det ellers pænt besatte hjemmehold, der måtte indkassere yderligere fire kasser. Det gik dog ikke helt så galt som for AaB Ishockey (0-14), men 1-10 hjemme gør ondt på Vikings.

Christian Chapman, Jesper Horsted og to gange Jonas Veiby lukkede og slukkede festen og sørgede for en god tur hjem til Gentofte, der nu må være storfavorit til at lukke serien på hjemmebane lørdag og søndag.