Division I-PO: Gladsaxe tog brodden af Vikings

Foto: Frank Nielsen

Kamp tre i finaleserien i landets næstbedste række, og 662 forventningsfulde tilskuere i Silkeborg Sportscenter. Jutland Vikings havde lagt op til det helt store gilde, men det blev spoleret allerede i første periode, hvor gæsterne fra Gladsaxe lagde stenhårdt fra land og bragte sig på 4-1. Til slut blev sejren til gæsterne på hele 6-1, og Gladsaxe har nu matchbold i morgen eftermiddag, når de to hold mødes igen.

Gladsaxe var på stikkerne fra kampens begyndelse. Allerede efter 34 sekunder var Anton Ørsted Petersen på pletten med en 1-0-scoring, som Jutland Vikings dog fik udlignet ved slutspillets topscorer Shane Heffernan i tiden 6:22. 

Men denne aften var Gladsaxe tilsyneladende ikke til at ryste. 16 sekunder senere havde Andreas Søgaard gjort det til 2-1 i gæsternes favør, og lettiske Haralds Strombergs satte 3-1-målet i det 14. minut. Anton Ørsted Petersen sluttede perioden, som han begyndte den og stod bag 4-1-målet i powerplay.

Det lignede en tidlig afgørelse på kampen i begyndelsen af anden periode, da Steffen Schultz hamrede 5-1’eren ind – også i powerplay. 

Joshua Rye Petersen gjorde det til 6-1 for Gladsaxe, der fik rigtig mange folk på pointtavlen og dermed viste, at holdets store bredde havde stor betydning i aften i Silkeborg.

Gladsaxe, der var på kanten af 0-2 i serien i weekenden, er altså nu foran 2-1 og klokken 15 i morgen går traditionsklubben altså efter den store triumf, der i givet fald vil være klubbens fineste moment siden 1999, hvor klubben i suveræn stil vandt den næstbedste række med 32 point i 16 kampe (efter topoints-systemet).

Men på den anden side står Jutland Vikings, der har spillet et forrygende slutspil og er klar til at give favoritterne en hård kamp, når det hedder afsked med publikum i Silkeborg.

Det bliver uden tvivl en gyser-langfredag på isen i Silkeborg.