Division I: Nye nederlag til Jutland og Copenhagen

Foto: Jan Korsgaard

De to nye hold i 1. division, Jutland Vikings og Copenhagen Lions, klarede heller ikke søndagens styrkeprøver i landets næstbedste række. Efter to tætte kampe måtte begge hold tolerere nederlag til henholdvis Rungsted og Frederikshavn.

Jutland Vikings trak dog Rungsted ud i overtid i et vældigt drama, der endte i overtid. Her fik hjemmeholdets Kyle Heffernan en fem minutters-udvisning, som Rungsted udnyttede efter godt et minuts powerplay. Det var Oliver True, der blev matchvinder.

Malthe Zeemann havde scoret et tidligt mål for Rungsted, inden kampen kulminerede i slutfasen. Kyle Heffernan og Victor Schaufuss vendte slaget for Vikings, inden Rungsted igen fik udlignet ved Christian Gade.

Udover Kyle Heffernan fik lettiske Sandis Sostaks også tidligt brusebad for Jutland Vikings. Det skete allerede efter 10 minutters spil.

Nicolai Filipsen scorede til 1-o og dermed sit tredje mål for weekenden for Copenhagen Lions, men det hjalp ikke i kampen mod Frederikshavn, der kom igen med tre scoringer. Shoma Izumi, Gorm Topholt og Marcus Pedersen scorede for nordjyderne, der dermed kunne glæde sig over at tage tre point med hjem i bussen på den lange tur til Frederikshavn.