Division I: Jutland Vikings-nederlag i drama i premierekampen i Vojens

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

Det var højdramatisk, da Jutland Vikings for første gang nogensinde spillede i dansk divisionshockey. Det kombinerede Aarhus/Silkeborg-hold var på besøg i SE Arena, hvor mestrene fra i fjor tog imod foran 107 tilskuere.

Det lignede ellers den programmerede sejr, da de to sædvanlige frontfigurer hos Vojens IK, Thor Stokholm og Daniel Madsen, bragte sønderjyderne foran 2-0 inden der var gået 10 minutter. Thor Stokholm øgede til 3-0 kort inde i anden periode.

Jutland Vikings havde en ny canadisk spiller med. Kyle Heffernan hedder han – og spillede sidste sæson i rumænsk ishockey for SC Csíkszereda. Tidligere har han været både i Tjekkiet, Holland, Polen og Sverige og scorede i aften sit første mål i dansk ishockey – og det første turneringsmål i Jutland Vikings-historien.

Foto: Jan Korsgaard
Kyle Hefferan. Historisk mål for Jutland Vikings. Foto: Jan Korsgaard

Det var reduceringen til 1-3 i det 23, minut, og så skulle vi helt frem til slutfasen, hvor Jutland Vikings fik udlignet.

Mikkel Krogh og Martin Søby Mortensen scorede for Vikings, 3-3-målet kom i tiden 56:02. Blot 35 sekunder senere slukkede Thor Stokholm gæsternes drømme med sit 4-3-mål.

I Aalborg var Odense på besøg og drog mod syd med en stensikker 4-0-sejr.

Patrick Stald Jensen, Christian Larsen, Mathias Holmlund og Teis Nielsen scorede for Odense, der dermed fik revanche for nederlaget i Vojens i sidste uge.