Division I: Jutland holdt også nullet i Rungsted

Stor weekend for Jutland Vikings på Sjælland. 

Lørdag blev det 3-0 over Herlev med unge Alexander Launa på mål, og i dag vandt østjyderne såmænd med hele 6-0 over Rungsted. Hjemmeholdet havde 13 markspillere på plads, mens gæsterne kom med blot 12 mand ude i marken bag polske Wiktor Kopycinski. 

Kopycinski snuppede samtlige forsøg fra hjemmeholdet foran 35 tilskuere, og så var lettiske Nikita Zgirsky i den grad stærkt kørende. 

Han scorede ægte hattrick i første periode, godt hjulpet af Jutlands kaptajn Mathias Christensen, der scorede det fjerde mål og leverede to assister. 

4-0 til Jutland efter første periode og holdet fra Silkeborg/Aarhus fortsatte. 

Mico Dragutinovic satte 5-0’eren, mens Zgirsky scorede sit fjerde mål til 6-0, som også blev slutresultatet. 

Jutland Vikings lover forstærkning til holdet, og skriver følgende på sin Facebook-side: 

– Forsvaret står stærkere end nogensinde. Tilføjelsen af solide og rutinerede Mark Müller, giver os – når han sættes sammen med Anders Overmark, en første forsvarskæde, som ikke kun kan stoppe modstanderne, men også spille pucken op.

– Målmændene holder et højt niveau. I de sidste tre kampe, har vi spillet med forskellige målmænd. Fælles for dem har været, at de har leveret på højt niveau – og de to kampe i weekenden, sluppet 0 mål ind.

– Kynismen i angrebet er på plads. Især Nikita Zigirsky, Mico Dragutinovic og Kaptajn Mathias Christensen ser ud til at have fundet målformen. Når det så krydres med at tilbagevendte Mads Riis også har fået smurt hammeren, så ser det faktisk ret godt ud.