Division I i gang i aften: Her er sæsonoptakten i lyntempo

Det bliver istid i aften igen på højeste niveau – sådan næsten – når 1. division sætter igang igen. Der er fem kampe på programmet, og mest interessant er det nok, når Ørestadsklubben Copenhagen Lions træder på is i Gentofte.

Gentofte var sidste sæsons suveræne bundhold i turneringen og sled hårdt i den nederste fjerdedel sammen med Frederikshavn, Aarhus og Rungsted. Så skulle Copenhagen Lions have en blød start, så passer det meget godt med Gentofte.

I en nylig testkamp vandt Gentofte med 4-3 over et Lions-mandskab, der nok har enkelte profiler med stor erfaring (for eksempel Mads Marker), men også en del uprøvede spillere på 1. divisionsniveau. Det skal blive uhyre spændende at se, hvordan den ambitiøse klub klarer sig i landets næstbedste række.

Der er næppe tvivl om, at Lions nok kommer til at kæmpe i den nederste halvdel af turneringen, og det vil være en kæmpe overraskelse, hvis klubben blander sig i kampen om slutspilspladserne. Sådan skal være i en debutsæson.

Lidt mere tiltro har FACEOFF til den anden nye klub, Jutland Vikings, der trods alt har en del lettiske kræfter og 1. divisionsrutine fra Aarhus at bero på. Rygterne fortæller også om kommende nordamerikansk forstærkning, så måske kan Jutland skabe noget ishockeybegejstring i det østjyske.

Det skal især blive spændende, om man kan få trukket nogle tilskuere til de hjemmekampe, der spilles i Silkeborg. Slutspillet? Det kommer Jutland formentlig til at kæmpe hårdt for at nå.

Det bliver næppe tilfældet med favoritterne i den anden ende af tabellen. Amager Islanders har oprustet så kraftigt, at alt andet end topplacering i grundspillet og minimum en finaleplads vil være en skuffelse.

Amagerkanerne lægger heller ikke skjul på, hvad målet er, fortæller klubbens PR-mand Thomas Vandsted.

– Guld. Det er altid svært at komme ind til en sæson værende blandt favoritterne, men det har vi det helt fint med. Der er blevet oprustet hele vejen rundt både på isen og i organisationen, siger han.

– En sådan oprustning har også gjort at vi har kunne tiltrække spændende spillere fra de øvrige klubber i divisionen, samt et par rutinerede isliga-spillere. Endvidere har vi forlænget med størsteparten af profilerne fra sidste sæson, hvor det blev til en førsteplads i grundspillet, lyder det.

– Det er blevet arbejdet hårdt over sommeren for at få holdet spillet sammen, så vi glæder os meget til sæsonstarten hjemme mod Gentofte 24. september.

Også hos Amagers evige rivaler fra Hvidovre, der har været igennem et slags generationsskifte, drømmer man om guld, men dog ikke helt så markant.

– Vi har en målsætning om at ende blandt de fire bedste, og en drøm om at vinde 1.division. Konkurrencen er intens i rækken, og det kan meget vel vise sig at blive den stærkeste 1.division nogen sinde. Vores hold er formentlig det hold med mest udviklingspotentiale, vi har set gennem tiderne i Hvidovre, siger PR-mand Jesper Kristoffersen.

– Holdet er samtidig blandt de yngste, vi har præsenteret, så vi ved, der vil komme bump undervejs i sæsonen, men samtidig tror vi også på, at vi når vi rammer februar, har flyttet os markant som hold, ligesom spillerne individuelt, vil have gennemgået en tydelig udvikling.

Skulle vi tippe en topplacering i grundspillet til de evige talentfabrikker fra Rødovre og Herning, der altid plejer at kunne trække stærke spillere op til 1. divisionsholdet?

Og hvad med de forsvarende mestre fra Vojens, der kom direkte fra baghjul og erobrede en ottendeplads i grundspillet og derefter spillede et suverænt slutspil?

Sønderjyderne vil formentlig i denne sæson være handicappet af, at klubbens Metal Liga-hold har trukket en række unge spillere op i truppen, som formentlig vil optræde mere konstant i den bedste række – i undertegnedes optik hører VIK’erne umiddelbart ikke hjemme blandt favoritterne til det lange seje træk i grundspillet.

Hold som Esbjerg, Herlev og Rungsted, der i fjor sluttede uden for slutspillet, er også svære at regne ud, men bedømt ud fra sidste sæsons præstationer ser vestjyderne ud til at være det bedste bud blandt de tre på en plads blandt de otte bedste.

Gladsaxe havde en vild sæson i fjor med Cam Spiro og Julian Fialkow på holdet, men hvor står traditionsklubben i år? Forberedelsen har været forstyrret af isproblemer hjemme i hallen, men træner Volf har til gengæld hentet lidt ekstra rutine ind fra Herlev. Det store spørgsmål er om Gladsaxe kan erstatte den top på holdet, som Spiro udgjorde.

FACEOFF vurderer, at Gladsaxe kommer til at kæmpe hårdere for en plads i slutspillet end i fjor.

Odense IK plejer på en eller anden måde altid at stille et kompetent hold, gerne bestående af en række unge folk kombineret med lidt ældre spillere, der trækker et fint læs. Regn også fynboerne med i kampen om plads i slutspillet.

En af de seneste sæsoners store talentfabrikker har været AaB Ishockey, der i år stiller op i en forynget udgave, forklarer træner Kasper Haslund Knudsen.

– Vi har i år et meget forandret hold i forhold til sidste sæson og ikke mindst et noget yngre hold. Vi spiller selvfølgelig hver kamp for at vinde, men en egentlig sportslig målsætning har vi ikke sat os endnu, da jeg ikke kender de andre hold.

– Vi vil være underdogs i langt de fleste kampe og kommer til at kæmpe hårdt for alle vores point. Vi har mange nye unge og meget lovende talenter på vej, som alle får deres debut i 1. division i år. Det er vores helt store målsætning, at udvikle de unge spillere til at blive gode 1. divisionsspillere eller elitespillere.

– Uden at kende til de andre hold, vil jeg vurdere at Amager, Hvidovre, Rødovre og Herning kommer til at ligge i top fire, siger Kasper Haslund Knudsen.

I aften møder AaB Ishockey Frederikshavn IK i et ægte lokalderby. I FIK hedder træneren Markus Karlsson.

– Vi vil gerne i slutspillet og gerne nå så langt som muligt i playoffs, men samtidig arbejder vi hårdt med at udvikle unge spillere individuelt og med at lære dem at spille seniorhockey. Favoritskabet giver jeg til Vojens, Herning, Aalborg, og jeg glæder mig til at se, hvad Jutland Vikings kan tilføre divisionen, siger Karlsson.