Division I: Hvidovre henter i Gentofte og Rødovre

Hvidovre har hentet et par af de spillere, som forstadsmandskabet formentlig ville have mødt i den kommende sæson i 1. division. Begge er forwards.

Mathias Klüssmann er kommet ind fra Gentofte, mens Mikkel Sørensen er hentet i Rødovre, skriver Hvidovre Avis. Begge – specielt Mikkel Sørensen – har en vis erfaring i landets bedste række og forsøger sig altså på næstøverste hylde.

– Vi får to unge spillere, men også to spillere, der har prøvet sig selv af på Danmarks højeste niveau. Der er dermed både ungdom, men også en smule værdifuld erfaring med i pakken. Vi vurderer, at de har niveau til at være med på topplan, hvis vi sliber kanterne til, og det kommer vi dagligt til at arbejde på, siger PR-mand Jesper Kristoffersen til avisen.

– Samtidig bidrager de unge, arbejdsomme mennesker til en endnu større konkurrence, der gerne skulle sikre os, at så mange som muligt presses derud, hvor udviklingen bliver mest optimal. Det får vi brug for i bestræbelserne på at bringe så mange som muligt i spil til, forhåbentlig, fremtidige kampe i landets bedste række, lyder det.