Division I: Hvidovre fortsat ubesejret, Cubars i hopla

Hvidovre fortsætter festen i toppen af landets næstbedste række og står stadig som ubesejret efter ni kampe. Hvidovres facit er 26 point for otte kampe, og det blev cementeret i aftes, da Rungsted blev besejret med 7-1 i Saxo Bank Arena.

Hvidovre havde ikke de store problemer med at besejre ligareserverne fra Nordsjælland og skriver selv følgende på klubbens Facebook-side om kampen:

– Efter en relativt tæt 1.periode, var der ikke efterladt det mindste til tilfældighederne i kampens resterende 40 minutter. Magnus Bo Hansen, der var startende keeper, havde ikke mange store redninger – de var ganske enkelt ikke påkrævede, og målet, der gik ind, kunne han ikke gøre meget ved.

– Offensivt spillede Carsten Winther en af sæsonens bedste kampe, krydret med to mål, mens Sergei Cubars i dag strålede over alle, med stærke pasninger, en blændende assist og et flot mål. Mest af alt, var det dog roen, han bidrog med til defensivt, der sprang i øjnene. Er den mand virkelig 40 år?

Fredag aften er der kanonkamp i Allan Villadsen Arena i Hvidovre, hvor Amager Islanders kommer på besøg i “Slaget om Kalveboderne”, der samtidig også tjener som en dyst mellem to hold, der ambitiøst satser stenhårdt på først at vinde guld i dette års 1. division og derefter vende næsen mod Metal Ligaen inden for en overskuelig årrække.