Division I: Herning fik has på formstærke Jutland

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Jutland Vikings har vundet de seneste seks kampe og sat sig relativt sikkert på den fjerde og sidste plads i slutspillet i 1. divisions vest-konference.

Men i aftes kunne 69 tilskuere i Herning overvære topholdet fra hedens hovedstad besejre Vikings med 3-1 og dermed cementere positionen som en af DM-favoritterne i landets næstbedste række.

Herning bragte sig foran 1-0 ved Victor Lodahl og inden første periode var overstået, scorede Philip Vesterby til 2-0 for hjemmeholdet. Gæsterne – med tre hele kæder i sving – fik reduceret lige halvvejs i kampen på mål af Mathias Christensen, holdets kaptajn, men Herning holdt fast.

Albert Adamsen holdt buret rent i den sidste halve time og kort før anden pause scorede Peter Eg Larsen til 3-1 for Herning.

Det blev slutresultatet. Dog ser det ud til, at Jutland holder sin slutspilsplads medmindre holdet går ned med mand og mus, samtidig med, at Frederikshavn sætter en mægtig slutspurt ind.

Vikings har dog et ganske vanskeligt slutprogram tilbage og kommer i første omgang på en ordentlig “crash test” i weekenden, når Hvidovre og Gentofte, topholdene fra øst, kommer på besøg i Aarhus.