Division I: Herlev vandt i Esbjerg, Lions fik klø i Vojens

Foto: Jan Korsgaard

I går var Sebastian Jarrov for første gang på kamprapporten i en ligakamp for Herlev Eagles, i dag var han i aktion for Herlevs hold i Division I.

Og Jarrov blev såmænd matchvinder for Herlev, da han scorede det afgørende mål i straffeslagskonkurrencen, da Herlev vandt 2-1 over Esbjerg i eftermiddagens kamp i Granly Hockey Arena.

Alex Kristensen og Andreas Gath scorede for henholdsvis Esbjerg og Herlev i den ordinære tid, og så skulle vi altså helt frem til straffeslag, før kampen blev afgjort.

Så langt skulle man ikke hen i Vojens her til aften, hvor hjemmeholdet kørte Copenhagen Lions helt over. 107 tilskuere så en 10-1-sejr til hjemmeholdet, der noterede sig et hattrick fra Thor Stokholm, der indtil nu har spillet en forrygende sæson.

Metal Liga-folkene Frederik Rasmussen og Martin Eskildsen fik skudt nederlagsfrustrationen ud med to scoringer hver. Især i anden periode gik det galt for Lions. Her vandt Vojens 7-0, og løvernes enlige mål blev scoret af Silas Kyhn syv minutter før tid.

Som ventet en vanskelig sæson for den nye klub, mens Vojens er på sikker kurs mod en placering i Division I’s bedste halvdel. Sønderjyderne står med 15 point for syv kampe.