Division I: Hattrick af Lucas Andersen i derby

Der var derbytid i 1. divsionshockeyen her til aften, hvor Rødovre og Herlev tørnede sammen, og et hurtigt kig på kamprapporten fra den match fortæller historien om i hvert fald én hovedperson.

16-årige Lucas Andersen scorede nemlig hattrick i kampens første halve time, hvor de to hold – det gjorde i øvrigt hele kampen – fulgtes ad. Til sidst vandt Rødovre 5-4 med Philip Schultz som matchvinder.

Herlev havde ellers bragt sig foran 4-3 på to lynmål i det 31. minut af Anders Schultz Lyø og Simon Klingenberg Rasmussen, men formåede altså ikke at holde skansen foran 42 tilskuere i Rødovre Skøjte Arena.

Sejren betød, at Rødovre generobrede førstepladsen fra Hvidovre, men Rødovre har dog spillet to kampe mere og er blot en enkelt pind foran rivalerne.