Division I: Gladsaxe slog Hvidovre, Ladehoff-hattrick

Der var lokalopgør i landets næstbedste række i aftes, og det var lidt overraskende, at Gladsaxe tog til Hvidovre og vandt 3-2. Det var ikke mindst på grund af en storspillende Kim Petersen i Gladsaxe-målet. Hjemmeholdet vandt skudstatistikken med hele 50-13, så det siger alt om, hvordan spillet var fordelt i Allan Villadsen Ishockey Arena i aftes.

Hvidovre Ishockey hjemmeside skriver om kampen:

“Fighters kunne have manifesteret positionen blandt rækkens fire bedste hold, men endte i stedet med at spille som en sparepære lyser; den ekstra glød og skarphed manglede. Det hæderlige forsøg vinder simpelthen ikke medaljer.”

“Værterne fik aldrig rigtig maskinen i gang, mens Gladsaxe sloges for sagerne fra start til slut. De var hurtigere på de løse pucke og virkede ganske enkelt mere sultne. Derfor kunne der heller ikke indvendes meget imod de tre point, gæsterne tog med sig hjem.”

Det var ikke overraskende den dygtige Cam Spiro, der scorede to af Gladsaxes tre mål – begge assisteret af Michael Sauffaus. Det sidste Gladsaxe-mål blev signeret Mads Thune og med 3-0 efter 24 minutter, lykkedes det for Gladsaxe at forsvare sejren hjem.

De to hold mangler endnu at mødes i grundspillet, og faktisk kan en kvartfinale mellem Hvidovre og Gladsaxe heller ikke udelukkes. Det kunne blive en interessant opsætning.

I fredagens anden kamp vandt Aalborg en forventet sejr på 6-1 over lokalrivalerne fra Frederikshavn, der for længst er ude af slutspilsbilledet. Tobias Ladehoff var den dominerende spiller i den kamp med sit hattrick. Dermed kom Aalborg på ret kurs igen efter midtugenederlaget mod Esbjerg.

To kampe i dag: Gentofte tager imod Rungsted, mens Odense drager den lange vej til Frederikshavn.

Stillingen er som følger: 
1. Amager 30/68
2. Herning 30/67
3. Rødovre 31/66
4. Hvidovre 29/62
5. Aalborg 31/60
6. Gladsaxe 29/53
7. Odense 30/51
8. Herlev 31/43
9. Vojens 30/42
10. Esbjerg 31/39
11. Rungsted 28/24
12. IK Aarhus 30/23
13. Frederikshavn 30/18
14. Gentofte 30/13