Division I: Gladsaxe henter canadisk back

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Noget tyder på, at landets næstbedste række i den kommende sæson bliver af ganske høj kvalitet. 

I hvert fald er der intet, der tyder, at sidste sæsons to finalister, Jutland Vikings og Gladsaxe Ishockey – de forsvarende guldvindere – skruer ned for kvaliteten. Jutland har i de seneste uger lanceret en trup, der ser ganske konkurrencedygtig ud, og Gladsaxe-træner Jacob Volf har mere eller mindre stammen fra sidste sæson til rådighed også i den kommende sæson.

Nu forstærker Gladsaxe sig så med en canadisk back, der, ligesom mange andre nye imports i disse tider, kommer fra den canadiske Usports-liga. Erik Cimino spillede i sidste sæson for University of Waterloo, hvor han lavede ni point i 28 kampe.

Efter tre sæsoner i Usports afprøver han nu sig selv i europæisk hockey, og det bliver altså i Gladsaxe, hvor han bliver foreløbig sidste brik i truppen frem mod den kommende sæson, lyder det fra træner Volf.

Erik Cimino har tidligere været en bærende spiller hos Waterloo Siskins i Greater Ontario Hockey League – det tredjebedste niveau i canadisk juniorhockey – men har altså slået sig glimrende ind i Usports og skal nok blive en mand, der kan vise sig frem i 1. division i Danmark.