Division I: Fra ishockey til Irak

Jutland Vikings-forwarden, 27-årige Mads Riis Pedersen, spillede sin sidste ishockeykamp i sæsonen, da østjyderne tabte “det store opgør” i Jyske Bank Boxen i lørdags mod Herning IK.

Og det var på grund af en ganske speciel omstændighed, for på torsdag drager Mads Riis Pedersen til Irak for at tjene det danske forsvar.

– Jeg har tidligere været i USA på korte ophold, men aldrig i Irak eller Mellemøsten i øvrigt og ikke i længere tid. Jeg skal ned og bygge en camp dernede og skal være af sted i tre måneder. Så desværre kan jeg ikke hjælpe mine holdkammerater i resten af sæsonen og hvis vi når slutspillet. Jeg er spændt på oplevelsen, men også lidt vemodig over, at jeg misser den sjove del af sæsonen, siger Mads Riis Pedersen til Faceoff.dk. 

Vi fangede ham på vej ud fra kampen mod Herning, som Vikings tabte 3-5. 

Den 27-årige forward er til daglig ansat ved Ingeniørregimentet i Skive, og han er altså en af de spillere, der i den grad knokler for at få hockey og hverdag til at hænge sammen. Chancen for at komme af sted til Irak var en mulighed og en oplevelse, han ikke kunne sige nej til, pointerer han. 

Han fik allerede lidt varme i kroppen lørdag formiddag i Boxen, hvor temperaturen var noget anderledes, end Mads Riis og holdkammeraterne er vant til i de kolde haller i 1. division.

– Jo, vi fik lov at svede. Men det var rigtig god is og hallen er lækker. Isen var lidt blødere end normalt, men det skulle man bare lige vænne sig til. 

Mads Riis Pedersen har mange år i IK Aarhus bag sig og glæder sig over Jutland Vikings-projektet.

– Der er kommet lidt mere engagement og professionalisme ind i det, og det er et godt og positivt projekt. Vi får mere træningstid med to haller, og forhåbentlig ender det med en plads i ligaen. At vi har fået Silkeborg med har virkelig betydet noget for entusiasmen og interessen, men det kræver selvfølgelig de nødvendige penge. Vi er godt på vej, siger Mads Riis Pedersen. 

Personligt er han på vej til Irak om et par dage. Og formentlig tilbage på Vikings-holdet i den kommende sæson.

Mads Riis Pedersen har spillet i IK Aarhus siden 2010/11-sæsonen, inden han altså rykkede med over i Jutland Vikings inden sidste sæson. I denne sæson ender han på 14 kampe, tre mål og fem assister.