Division I-finale: Gladsaxe forventer hårdt slag

Billeder fra kampen mellem AaB Ishockey VS Gladsaxe Bears. Kampen endte 2 - 1 og blev spillet 2017-11-19

Så går det løs i 1. division: Finaleserien skal i gang!

Og det gælder altså en match mellem to “rigtige” 1. divisionshold og dermed slipper vi for spekulationer og reglementer omkring spillere, der rykkes op og ned. 

Gladsaxe tager imod Jutland Vikings og spiller i aften og i morgen, inden serien vender til Østjylland i næste uge. 

– Vi forventer en fysisk serie og åbningsmatch i aften. Jutland formåede at skræmme Rødovres unge drenge i kvartfinalen, så vi er forberedt på, at de kommer med stor fysik. Vi har ældre og mere rutinerede folk end Rødovre stillede med i kvartfinalen, siger Volf. 

Både Gladsaxe og Jutland Vikings emmer faktisk af rutine. Der er selvfølgelig undtagelser, men det er to “voksne hold”, der mødes i aften.

Jacob Volf glæder sig. 

– Drengene er sultne og er klar til at give alt, hvad de har for at tage klubbens første sejr i 1. division siden 1998/99. Vi fik et par ekstra dage til at forberede os, og dem har vi brugt fornuftigt. Vi glæder os vildt til at komme i gang med serien  og håber, der kommer masser af folk i både Gladsaxe og Silkeborg. Det gør det endnu sjovere for alle parter, siger Gladsaxe-træneren, der har Christian Crone Glaas, Christian Keller og Nikolai Damm, som de tre pointstærkeste spillere hidtil i slutspillet.

Gladsaxe har en bred trup, og en af styrkerne er, at pointene ofte fordeler sig over mange spillere. Giver det pote i aften og i morgen?