Division I: Dobbelt-hattrick i Gladsaxe-opvisning

Lørdag aften var der top 8-kamp i Odense, hvor Gladsaxe gæstede favoritterne. Og både Odense og Gladsaxe havde noget at vise i aftenens kamp. Odense skulle holde fast i den 6. plads, som de netop havde foran Gladsaxe, og samtidigt skulle de vise, at de kunne på egen is, som kan blive så vigtigt i et slutspil.

Gladsaxe på den anden side, skulle vise at de kunne revanchere den afklapsning de fik mod Amager, lige som de skulle vise, at de havde hvad der skal til mod et Odense-hold, der kan ende med at gå i en semifinale, som de har gjort de seneste to år – vel at mærke uden at havne i top 6.

Det lod dog til, at det var Gladsaxe der var mest opsatte på at vinde aftenens kamp. De ikke bare kørte rundt med Odense i første periode, de ligefrem legede med hjemmeholdet, som i målet havde to ganske habile keepere. Alligevel lykkedes det Gladsaxe at overrumple keeperne på knap hvert tredje skud.

Cameron Spiro lavede målene til 1-0, 4- og 5-0, mens Mads Thune bød ind 2- og 3-0-scoringerne. Dermed havde Gladsaxe en føring på 5-0 efter første periode, hvor Odense-spillerne mest af alt virkede som nogen der havde lyst til at se Vild Med Dans-sagaen på TV2. Det blev knap meget bedre i anden periode.

Her bragte Gladsaxe hurtigt på 6-0, og en faretruende udradering lå og lurede. Odense blev dog mere nærgående i spillet mod Kim Petersen og Gladsaxe-defensiven, der flere gange måtte trække lidt held ud af ærmet. Det blev også 7-0 og så kunne Mads Thune fuldende sit hattrick lige som Cameron Spiro – 8-0 og kampen synes slut.

I slutningen af anden periode lykkedes det dog Jonas Hansen at reducere, inden Gladsaxe cementerede den overbevisende med en 9-1-scoring. I tredje periode var der mest af alt dømt cruise-control fra Gladsaxes side, der tillod Odense at reducere til 2-9 – vel mest af alt en kosmetisk scoring, der ikke gav anledning til yderligere scoringer.

– Vi tager en vigtig sejr, hvor vi løfter os efter tre nederlag i træk. Det er ikke godt for holdet med for lange kamppauser. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at vi løfter os efter kampen mod Amager, hvor vi reelt ikke får meget med fra i kampen torsdag, udtalte cheftræner, Jacob Volf fra Gladsaxe, overfor Faceoff-Online.dk efter kampen.

Og netop sejren i dag, kan vel reelt betyde, at Gladsaxe kan konsolidere sig på top 6-positionen med tanke på de resterende kampe frem mod slutspillet.

– Holdet har været stærke mod alle hold, og det er reelt set kun Aalborg vi ikke har slået i grundspillet. Vi mangler stadig Gentofte og Rungsted samt Hvidovre to gange. Det kan give os en føling af slutspilshockey i Gladsaxe, som vi ikke har mærket siden 2009-2010-sæsonen, hvor holdet røg ud i kvartfinalen, uddyber Jacob Volf overfor Faceoff-Online.dk.