Division I: 46-ÅRIGE INGVORDSEN kørte sejren hjem for Hvidovre

Foto: Jesper Skjellerup

Hvidovre fører nu 2-1 i semifinaleserien over Rødovre i 1. division.

Efter nederlaget fredag tog Hvidovre i aftes revanche i Allan Villadsen Ishockey Arena ved at vinde 5-3 i en kamp, der var præget af rigtig mange udvisninger. 

Hvidovre gik fra 1-2 til 5-3 i tredje periode, og her fik man også en særdeles opsigtsvækkende mand at se i Hvidovre-buret. Godt 10 minutter før tid blev Mads Jørgensen skadet, og det betød, at Thomas Ingvordsen måtte i kassen for Hvidovre.

I det meste af sæsonen har hans søn, Louis Ingvordsen, vogtet buret, men i aftes blev det altså far Thomas, der skulle redde sejren hjem for Hvidovre.

Thomas Ingvordsen husker de fleste fra Hvidovres storhedstid i 90’erne, hvor han var en af de bedste danske målmænd i ligaen.

Han har det stadig i sig og træner nu og da med Hvidovres 1. divisionshold. 

I går overværede 250 ishockeyfans kampen i Hvidovre, og de kunne se, at Ingvordsen kun lod et enkelt pind gå ind, nemlig Frederik Skovbys 3-5-reducering for Rødovre. 

Hvidovre scorede tre gange i powerplay og en enkelt gang i undertal, mens Rødovre scorede to af tre mål i powerplay.

Rasmus Hansen scorede to gange i tredje periode for Hvidovre, der gik fra 1-2 til 4-2 på seks minutter, inden Mikkel Hansen konsoliderede sejren syv minutter før tid med 5-2-målet. Derefter kom Skovbys reducering for Rødovre. 

Næste kamp onsdag i Rødovre.