Division I: 32 kampe, to “conferences” og 14 hold

Strukturen og holdene er klar til den kommende sæson i Division I, der begynder allerede 2. september med en kamp mellem Hvidovre og Odense.

Det er to af 14 mandskaber, der optræder i næste sæsons næstbedste række i dansk ishockey, hvor Herlev og Rungsted stiller op med et kombineret hold. Ellers er det samme opstilling som i fjor, selvfølgelig dog med den forskel, at Hvidovre stiller med reserverne og ikke “førsteholdet”, som det var tilfældet før sommerferien.

Der er også en ny struktur sat op. De 14 hold er nemlig delt op i en øst- og en vest-“conference” og spiller i alt 32 kampe.

Alle hold møder hinanden ude og hjemme (26 kampe), mens øst- og vest-holdene tager en dyst ekstra internt (6 kampe).

– Holdene bliver delt op i to tabeller, en for øst og en for vest, og de fire bedste hold i hver tabel går videre til slutspillet. I kvartfinalen mødes de internt bedst af tre kampe og to øst- og vest-hold krydser over og spiller bedst af fem kampe i semifinalen, inden finalen, forklarer Kim Pedersen, der er turneringsleder for Division I.