DIU-sportschef ser gerne et damehold pr. klub

Kun seks klubber spiller med i den danske dameturnering for øjeblikket. Hvidovre er som bekendt i en liga for sig, Herlev følger som sikker finalist, mens Odense, Silkeborg, Herning og Aalborg har svært ved at hamle op med de sjællandske giganter.

Hvidovre er som bekendt med i både EWHL og Damettan, og gennemgående er der ikke mange klubber, der satser på kvindeishockeyen herhjemme.

Det håber DIU-sportschef Jesper Duus, at klubberne laver om på, siger han til DR Sporten.

– Vi skal have flere piger til at spille. Vi skal som minimum prøve at få et pigehold i hver klub, siger Jesper Duus om den nuværende situation, hvor store klubber som for eksempel Vojens, Esbjerg og Rødovre – bare for at nævne tre – kører helt uden dame- og pigeafdeling. 

– Vi håber, at flere klubber tager det lange seje træk og får etableret nogle kvindehold. Vi startede i år 2000 med en tiårsplan, hvor et mål var, at pigerne skulle lære at stå på skøjter, og man havde også en plan om at blive dansk mester indenfor 10 år. Det lykkedes også, siger Jesper Bønløkke, formand for Hvidovre Ishockey Klub om “Hvidovre-modellen”, der har gjort klubben til en gigant i kvindeishockeyen i de seneste sæsoner. 

DR Sporten var på besøg på guldaftenen i Hvidovre og her er indslaget om guldet og rekrutteringen – eller mangel på samme – i dansk kvindeishockey.