DIU-CHEF: Vi kan næsten ikke få armene ned

Foto: Toni Glud

Sikke en aften for dansk kvindeishockey og dansk ishockey generelt. 

Efter en nervepirrende lørdag er Danmarks kvindelandshold i ishockey rykket op blandt verdens 10 bedste nationer.

Det stod klart, da Ungarn her til aften slog Østrig med 2-1. Det var lige nøjagtig det resultat, der skulle til for at Danmark kunne snuppe andenpladsen og dermed oprykningen efter dagens 4-0-sejr over rivalerne fra Norge i Budapest i Ungarn.

Dermed har satsningen på dansk kvindeishockey allerede båret frugt, og den nye landstræner Fredrik Glader har dermed opfyldt missionen om oprykning allerede ved sin første VM-turnering.

Andenpladsen betyder, at Danmark i næste sæson skal til Canada for at spille VM blandt verdens bedste nationer.

– Vi kan næsten ikke få armene ned. Endnu en milepæl er nået for dansk ishockey og kvindelandsholdet beviste i dag, at det betaler sig at kæmpe til sidste minut. Fremragende præstation af landstræner Fredrik Glader og hans mandskab, siger direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen, i en pressemeddelelse fra unionen. 

De danske ishockeykvinder og staben havde regnet med en jævnbyrdig turnering i Budapest og det kom til at holde stik. To sejre over Slovakiet og Italien blev efterfulgt af nederlag mod Ungarn og Østrig. Det betød, at Danmark i dag var tvunget til at besejre Norge, der ligeledes spillede for oprykning.

De danske kvinder bevarede hovederne kolde. Josefine Jakobsen scorede to gange, Silke Glud og Nicoline Jensen hver en enkelt gang i en iskold 4-0-sejr. Dermed blev Norge sendt ud af billedet og med resultatet i aftenens kamp blev missionen fuldendt.

De danske ishockeykvinder er klar til den bedste VM-gruppe næste år!

– Stor ros til det målrettede arbejde som trænerstaben har udført i hele sæsonen. Spillerne har bevist, at de har været klar til at arbejde ekstra hårdt, og det har altså nu givet resultat, siger Ulrik Larsen.