Dichow over Øresund: U18-landsholdsmålmand på kontrakt i Malmö

Vojens Efterskole
Frederik Dichow med U18-landsholdets målmandstræner Robin Danielsson.
Vojens Efterskole

Den danske U18-landsholdsmålmand Frederik Dichow blev kåret til turneringens bedste på pladsen ved det nyligt afsluttede Division IA-VM. 

320×360 artikel

Og Vojens-målmanden er netop blevet belønnet med en kontrakt i Malmö Redhawks, hvor han skal spille videre i klubbens juniorafdeling, samtidig med, at han skal træne med SHL-mandskabet hos Malmö. Stærkt af Dichow, der får store roser med på vejen af Malmös målmandstræner Henning Sohlberg. 

– Han er et af Danmarks største talenter. Efter grundig scouting, samtaler med Frederik og mange gode anbefalinger fra målmandskyndige trænere har vi tilknyttet ham, siger målmandstræneren til Expressen/Kvällsposten. 

– Han har en fin måde at læse spillet, men fremfor alt reagerer han og redder pucke. Han bliver ikke bare ramt på grund af sin størrelse. Vi tror, han får en fin udvikling i vores organisation, siger Sohlberg.

Frederik Dichow-Nissen har bortset fra et enkelt år i Esbjerg, spillet hele sin karriere i Vojens IK. Han er 195 centimeter høj og dermed altså oppe i højderne som mange moderne målmænd er i disse år.

Han får stor hyldest af målmandstræner på U18-landsholdet, Robin Danielsson, der skriver følgende på sin Facebook-profil. 

– Enormt imponeret og stolt over den her gut. Hans vilje og indstilling har været helt fantastisk ved Division IA-VM. Han blev MVP i to kampe og valgt til holdets bedste spiller. Han blev stemt ind som bedste målmand i turneringen af de andre nationer, og det er velfortjent. Stort tillykke til Frederik og den personlige fremgang, selv om vi som VM-hold ikke nåede målet (om oprykning).