Depressioner sætter en foreløbig stopper for Jeppe Holmbergs karriere

Jeppe Holmberg - Foto: Bluelinemedia.dk

Han drog på sit livs eventyr i USA i 2016, men det stoppede brat for Jeppe Holmberg, der dengang for første gang mærkede depressionen komme snigende. De mørke tanker har forfulgt ham lige siden, og nu tager den tredobbelte DM-guldvinder en pause fra sporten for at komme tilbage på det rette mentale spor.

Jeppe Holmberg tager en pause fra ishockeysporten. Og baggrunden er alvorlig for den 22-årige allroundspiller, der i en ung alder allerede har vundet tre danske mesterskaber: To med Esbjerg og derefter med Aalborg Pirates. 

Jeppe Holmberg har nemlig i de seneste tre år lidt af depressioner, og det har nu fået ham til at foretage et sporskifte i tilværelsen for at se, om det mentale helbred kan genoprettes.

Efter sommerferien begynder han på Nordjyllands Idrætshøjskole og tager dermed et sabbatår fra ishockeyen.

Om han vender tilbage, ved han ikke på nuværende tidspunkt.

– Det er par væsentlige grunde til, at jeg melder det her ud: For det første er der mange, der hele tiden spørger, hvad jeg skal i den kommende sæson. Der er ingen grund til, at jeg holder mig selv eller folk hen mere ved at sige det forkerte.

– For det andet kan der være andre derude med samme problemer som jeg, som måske kan blive hjulpet videre ved at høre om min situation. Det mentale helbred er ikke noget, man taler særlig meget om i omklædningsrummet på et ishockeyhold, siger Jeppe Holmberg.

Det er i omklædningsrummet, den talentfulde gut fra Aalborg har haft det meste af sit liv. Ishockeyen har fyldt næsten alt i Jeppe Holmbergs tilværelse, og derfor har beslutningen om et foreløbigt stop og måske afslutningen på karrieren været den sværeste i livet for ham.

Men han har været så langt nede og ude, at beslutningen er den rette: Jeppe Holmberg har døjet med depressioner så dybe, at han flere gange er blevet indlagt akut på psykiatrisk afdeling i Aalborg Han har haft tunge selvmordstanker og ligeledes et kortvarigt alkoholmisbrug for at dulme tankerne.

Det største eventyr
Det hele begyndte, da Jeppe Holmberg i efteråret 2016 tog til Minnesota for at spille USHL-hockey hos Fargo Force. Han havde allerede et scholarship parat året efter på det velrenommerede University of Alaska-Fairbanks, hvor han derefter skulle tilbringe fire år med ishockey og uddannelse.

– Det var mit livs eventyr: Jeg tog af sted i september 2016 og forsøgte at kæmpe mig på holdet derovre. Men som dagene gik i Fargo, blev det sværere for mig. Jeg fik problemer med at gøre selv de simpleste ting. Kunne ikke komme ud af sengen, orkede ikke at tage tøj på og måtte nærmest tvinge mig selv ud ad døren derovre. Jeg kunne slet ikke overskue noget, og det var ikke holdbart at blive i USA.

Eventyret sluttede, før det nærmest var begyndt, men heldigvis for Jeppe Holmberg stod Esbjerg klar med en kontrakt og en ny flot sæson kulminerede med endnu et dansk mesterskab.

Men det var med depressionen lurende og med psykologhjælp på sidelinjen for Holmbergs vedkommende. De mørke tanker kunne dog holdes nogenlunde tilbage, for det kørte på isen og rammerne i Esbjerg var ganske trygge i Vestjylland.

– Men der var opture og nedture. Spillede jeg en god kamp, kunne jeg leve højt på det i flere dage, mens en dårlig kamp omvendt kunne sende mig helt den forkerte vej og ned i mørket. Jeg har hele tiden sat nogle standarder for mig selv, og kunne jeg ikke opfylde dem, fik jeg det frygtelig dårligt, forklarer Jeppe Holmberg.

Indlagt på psykiatrisk skadestue
– Desværre gik det nedad bakke, da jeg tog til Aalborg (i 2017/18-sæsonen). Jeg fik det rigtig dårligt og måtte indlægges akut på psykiatrisk skadestue. Ronny (Larsen, sportschef og assisterende træner) og Brandon (Reid, cheftræner) havde stor forståelse for mine problemer. Brandon, for eksempel, havde selv været gennem nogle tunge forløb, så han var en stor støtte.

– Men der var ikke mange, der kendte til mine problemer, og jeg kunne jo altid holde facaden ved at være høflig og passe mit arbejde. Sådan noget lærer man stille og roligt.

I løbet af sæsonen 2017/18 begyndte Jeppe Holmberg i et fast forløb på psykiatrisk afdeling på Aalborg Sygehus, og han fik antidepressiver, som bragte ham tilbage på nogenlunde mental kurs igen.

Sæsonen 2017/18 sluttede med et nyt dansk mesterskab. Det tredje i træk til Jeppe Holmberg – en helt fabelagtig statistik i en så ung alder.

Antidepressiverne hjalp stadig. Så meget, at Jeppe Holmberg sammen med sin gode makker fra Esbjerg-tiden Henrik Mærsk Clausen tog en tur til udlandet.

Holmberg turde vove endnu et spring, der denne gang bragte ham til Nordsverige og Vännäs i den svenske Division I.  Det gik glimrende, men Jeppe Holmberg kastede sig i december 2018 ud i endnu et klubskifte for at komme lidt nærmere Danmark.

Næste station var sydsvenske Tyringe – også i Division I – og det var her, at han i begyndelsen af 2019 i samråd med sine behandlere besluttede sig for at prøve at lægge medicinen på hylden.

Ny nedtur
– Det gik rigtig skidt. Lige med det samme. Jeg havde intet at stå imod med rent mentalt, og de mørke tanker kom igen med stor kraft. Da jeg fik muligheden for at skifte til Frederikshavn op mod slutspillet (2019) tog jeg glædeligt imod. Man føler jo hele tiden, at man kan ”flygte fra sygdommen” og begynde på en frisk igen. Det går bare ikke, erkender Jeppe Holmberg.

Han føler, at han gjorde, hvad han kunne i Frederikshavn. Var måske ikke på toppen rent spillemæssigt, men leverede dog en respektabel indsats i sit foreløbig sidste slutspil i Metal Ligaen, der sluttede med en bronzemedalje.

Han begyndte igen med antidepressiver, men sygdommen kom alligevel hårdt tilbage, da Jeppe Holmberg flyttede hjem til Aalborg efter den netop afsluttede sæson.

– Jeg havde ikke hockeyen at støtte mig opad, og havde heller ikke lyst til hverken at træne eller sommertræne. Jeg havde aftener med kraftige selvmordstanker og begyndte at drikke en del alkohol for at lægge et låg på. Men det hjælper jo ikke, siger Jeppe Holmberg.

For godt to måneder siden måtte han igen lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling på Aalborg Sygehus. Han var der i tre uger, og er nu hjemme igen med medicinsk behandling og deltagelse i gruppeterapi på i sygehusets regi.

Det er slet ikke umuligt, forklarer Jeppe Holmberg, at de mange mørke tanker stammer fra dengang, da han gik i 8. klasse og fik konstateret lymfekræft. Han kæmpede mod sygdommen et halvt år, men som han selv beskriver det, var der ”masser af ting at gå glip af” lige netop i det halve år i 2010 og 2011, hvor al hans styrke blev brugt i kampen mod kræften. Han mangler på en måde en halvt år af sit liv som teenager, og det kan være det, der plager ham nu.

Tilbage på den mentale pluskonto
Jeppe Holmberg overlevede dengang. Det gør han også nu.

– Det føles rigtigt at skifte spor nu. Jeg har haft mange gode venner i hockeyen, men nu skal jeg møde mennesker, der ikke kender mig som ”hockeyspilleren Jeppe”, men lærer mig at kende som mennesket Jeppe. Jeg skal finde nogle redskaber at stå imod med, siger han om fremtiden og det kommende ophold på Nordjyllands Idrætshøjskole.

Han fortsætter foreløbig med både gruppeterapi og medicin et stykke ind i efteråret og tager livet dag for dag, uge for uge og måned for måned.

– Det er en uges tid siden, jeg tog beslutningen om at stoppe med hockeyen. Det var sindssygt svært, men jeg ser det som første skridt i en lang proces, hvor der skal noget på den mentale pluskonto, siger Jeppe Holmberg.

– I første omgang lægger jeg hockeyen på hylden et år. Jeg skal finde mig selv og lukker ingen døre for noget. Og igen: Forhåbentlig kan det her hjælpe andre, der måske sidder med samme problemer.

– Og så vil jeg rigtig gerne sige tak til både min egen familie og Martin Thimm (Træner for Jeppe Holmberg, landsholdet og mange danske topspillere). De har hjulpet mig ufattelig meget, og det kan lyde som en kliché, men uden Martins hjælp er det ikke sikkert, jeg havde været her i dag, siger Jeppe Holmberg.