Dennis Christjansen tilbage i Rødovre

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Den 24-årige forward Dennis Christjansen vender tilbage til sin moderklub Rødovre efter to sæsoner med Hvidovre – en i 1. division og en i Metal Ligaen i fjor, hvor den ganske målfarlige angriber fik sit Metal Liga-gennembrud. 

Nu vender han tilbage til Metal Ligaen, hvor Rødovre Mighty Bulls har tilbudt ham en kontrakt, skriver Mighty Bulls’ hjemmeside.

– Det har først og fremmest være rigtigt sjovt at spille Metal Liga! Det går meget hurtigere end 1. division, men jeg føler, at jeg har fundet mig godt til rette.

– Det bliver rigtig dejligt at komme tilbage til min barndomsklub. Jeg har gode forventninger til sæsonen, og jeg ser rigtig meget frem til første hjemmekamp – stemningen i Rødovre er altid fed, fortæller han.

– Jeg skal ind og arbejde rigtigt hårdt, bruge min fysik og gøre livet surt for modstanderen. Og forhåbentlig lave nogle mål, lyder det fra den nye Rødovre-spiller.

I den seneste sæson blev det til syv Metal Liga-scoringer for Hvidovre.