DEL: Også Kirill Kabanov fra Aalborg til Krefeld

Vojens Efterskole
Nick Olesen - Frederikshavn Whitehawks - Kirill Kabanov - Aalborg Pirates

Russiske Kirill Kabanov genopfandt i fjor sin karriere i Aalborg, hvor Brandon Reid gav ham muligheden for at gribe chancen for en nystart efter nogle svære sæsoner i KHL. 

Kabanov overbeviste i Nordjylland – faktisk ikke mest med point, men med en forbilledlig arbejdsindsats, der skabte rum og plads til holdkammeraterne. Til sidst stod han med mesterskabet i hånden, og nu rykker han såmænd med Brandon Reid videre til DEL og Krefeld, hvor han igen bliver holdkammerat med Martin Lefebvre, Aalborgs bedste back i sidste sæson.

Kabanov er udset til en plads i Krefelds førstekæde. 

– Jeg ville ubetinget have Kirill med til Krefeld. Jeg ser ham som det perfekte supplement til Daniel Pietta og Jordan Caron, og jeg er sikker på, vi kommer til at se en af de farligste angrebskæder i DEL. Han er skøjtemæssigt og teknisk fremragende, og han udviklede sig i anden sæsonhalvdel til vores bedste angriber i Aalborg, siger Brandon Reid. 

25-årige Kabanov glæder sig over at karrieren er på ret køl igen. 

– Det gik den rigtige vej i Aalborg, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor stort det var at bringe mesterskabet til en by, der ikke havde vundet i 37 år. Nu glæder jeg mig til udfordringen i Krefeld, siger Kabanov til klubbens hjemmeside.