DEL: Nicholas B. og Bremerhaven vandt danskeropgør mod Krefeld

Foto: Jan Korsgaard

Det begyndte godt for Krefeld, Brandon Reid og Phillip Bruggisser i denne DEL-sæson, mens Bremerhaven med Nicholas B. Jensen var noget sløje i den første del af sæsonen. 

Nu har tingene vendt og drejet sig således, at Bremerhaven røget helt op i kampen om sjettepladsen og en direkte plads i kvartfinalen, mens Krefeld nu kæmper for en playin-plads og holder fast i 10. pladsen foran forfølgerne fra Iserlohn.

Gårsdagens kamp mellem de to hold var et meget godt billede på styrkeforholdet. Bremerhaven var på hjemmebane og endte med at vinde en ganske sikker sejr på 5-3 over gæsterne.

Nicholas B. Jensen, der på det seneste har været helt forrygende for Bremerhaven og mere offensiv end tidligere, scorede igen i går, da han satte 3-0-målet ind i powerplay. Bremerhaven – eller Fischtown Pinguins, som holdet også kalder sig – kom foran 4-0, inden gæsterne blev lukket lidt ind i kampen. Også den tidligere SønderjyskE-spiller Cory Quirk scorede i øvrigt for hjemmeholdet. 

Phillip Bruggisser og den tidligere Aalborg-spiller Martin Lefebvre var begge assister på 1-4-målet, mens Lefebvre fik hjælp af en anden tidligere Pirates-mand, Kirill Kabanov, da Krefeld reducerede til 2-5.

Krefeld har tabt fire af de seneste fem kampe og arbejder hårdt med tingene for øjeblikket, mens Bremerhaven omvendt har vundet fem af de seneste syv kampe. 

Sebastian Dahm kæmper hårdt med finske Niko Hovinen om målmandspladsen i Iserlohn i denne sæson, og måtte sidde på bænken i 3-1-sejren over Wolfsburg i weekenden. Mads Christensen er stadig skadet, og kan se holdkammeraterne fra München placere sig solidt i top fire, men dog med noget, der kommer til at ligne store udfordringer i slutspillet til foråret, for storsatsende Mannheim er lige nu favorit til at tage mesterskabet i Tyskland. 

1. Mannheim 28 17 2 5 4 99:66 60
2. Düsseldorf 28 13 5 6 4 93:68 55
3. Augsburg 29 16 1 4 8 85:70 54
4. Munchen 28 14 4 3 7 85:66 53
5. Köln 29 14 1 4 10 80:75 48
6. Ingolstadt 28 11 6 1 10 88:79 46
7. Bremerhaven 28 13 3 1 11 86:84 46
8. Eisbaren Berlin 28 12 4 0 12 76:74 44
9. Straubing 29 12 3 2 12 82:83 44
10. Krefeld 28 7 6 3 12 77:89 36
11. Iserlohn 28 9 2 2 15 92:105 33
12. Nürnberg 29 9 1 3 16 92:91 32
13. Wolfsburg 28 5 1 6 16 62:107 23
14. Schwenninger 28 4 3 2 19 55:95 20