DEL: Nicholas B. Jensen præsenteret i Düsseldorf

Foto: Jan Korsgaard

Rygterne var løbet i forvejen, men nu er det bekræftet:

Nicholas B. Jensen spiller i den kommende sæson for Düsseldorfer EG, en af de helt store klubber i tysk ishockey, der i denne sæson røg ud af kvartfinalen efter en hæsblæsende serie mod Augsburg. 

Det er skridt opad i det tyske hierarki fra Fischtown Pinguins i Bremerhaven, hvor Nicholas B. Jensen har spillet de seneste sæsoner.

– Han udstråler en enorm fysisk tilstedeværelse og spiller med stor oversigt. Han besidder et godt skud og er stærk til at sætte sig igennem. Det er nøjagtig sådan en type spiller, vi har søgt og fundet i Nicholas.

– Han er ligeledes en ledertype, hvilket han har vist tidligere i karriere. Hos os bliver han en spiller med en stor rolle og har været længe på vores ønskeliste. Vi er meget glade for at have ham i truppen, siger Stefan Adam, direktør hos Düsseldorfer EG.

Nicholas B. Jensen er for øjeblikket i den danske landsholdslejr i Aalborg, og kan altså nu gå VM i møde uden at skulle tænke på en ny kontrakt.