DEL: Nicholas B. Jensen igen stærk i offensiven

Foto: Jan Korsgaard

Fischtown Pinguins fra Bremerhaven, traditionelt en klub, der henter mange spillere i Metal Ligaen, har efterhånden bidt sig fast som en klub, man skal regne med i Deutsche Eishockey Liga og hører nu til de mandskaber, der konstant bejler til en plads blandt de hold, der spiller playin/playoff.

Efter en dårlig sæsonstart har Bremerhaven-mandskabet stille og roligt drejet sig opad i tabellen, og er for øjeblikket inde i en stime på 12 point i de seneste fem kampe.

Holdets danske islæt, Nicholas B. Jensen, fortsætter med at spille skarpt fremad, og i tirsdags passerede han sit 10 points-mærke fra hele sidste sæsons grundspil og slutspil.

Den danske back leverede to assister, da Bremerhaven slog Düsseldorf med 4-3. Der var 4288 tilskuere på plads i den nordtyske by, hvor Nicholas B. Jensen ser ud til at være i gang med at spille sin hidtil mest markante sæson.

Han står inden aftenens kamp mod Ingolstadt med 11 point for to mål og ni assister i sine foreløbig 22 kampe i sæsonen.