DEL: Markus Lauridsen ude for sæsonen med skade

Foto: Jan Korsgaard

Ærgerligt, ærgerligt for Markus Lauridsen, der ellers har spillet et flot slutspil for Red Bull München i sin første sæson i DEL.

Danskeren brækkede desværre fingeren i den seneste kamp i slutspillet mellem München og Mannheim og landsholdsbackens klubsæson er nu ovre, skriver Münchens hjemmeside. 

Han er allerede blevet opereret, lyder det fra Red Bull München, men Lauridsens VM-deltagelse synes også at være i overordentlig fare, eftersom han ifølge klubben står til seks ugers pause – og det er for meget i forhold til deltagelse i Herning i puljespillet. 

Markus Lauridsen har været hårdt ramt af skader i sæsonen, hvor han var skadet i seks uger i november. Da han kom tilbage, blev han ramt af en puck i hovedet og måtte holde pause igen, og i begyndelsen af året kostede en skade i benet tre måneders pause, inden han vendte tilbage i kvartfinalen for München. 

Her spillede han stærkt mod både Bremerhaven og Mannheim, inden uheldet igen ramte ham.