DEL: Mads Christensen er på mesterkurs – igen

Mads Christensen - Danske landshold - Bastien Maia - Franske landshold - Foto: Bluelinemedia.dk -

Det har længe været en stående bemærkning, at man bare skal hente Mads Christensen for at være sikker på at vinde et mesterskab. 

Den danske angriber må absolut være en af Europas mest vindende spillere, for han har 10 mesterskaber på sit cv, fem i Danmark og fem i Tyskland, og nu kan Christensen såmænd være på vej mod nummer 11.

Eller – Mads Christensen er allerede godt på vej mod nummer 11, for hans mandskab fra München leverer igen varen efter nederlag i den første kamp i finaleserien mod en anden storklub, Eisbären Berlin.

München vandt en hård anden kamp i serien på udebane, og i aftes blev det så til en stensikker sejr på 4-1 hjemme i den sydtyske hovedstad.

Mads Christensen kom ikke på scoringlisten, men har tidligere i denne sæson været mere end vaks ved havelågen. Han er inde i top 20 på slutspillets topscorerliste med sine fire mål og fem assister og har faktisk været en af nøglespillerne i slutspillet.

Dermed altså et stærkt udgangspunkt for de forsvarende mestre, der kan hente guld nummer tre på stribe og dermed måske sætte accenterne til en dominans, der ligner Bayern Münchens i fodbold. 

Bayern har netop sikret sig det sjette mesterskab på stribe.