DEL: Lauridsen scorede, da München spillede sig videre

Foto: Jan Korsgaard

Markus Lauridsen var en af målscorerne, da Red Bull München fredag aften spillede sig videre til semifinalerne i DEL med en sejr på 4-1 over Bremerhaven.

Det lykkedes Bremerhaven, som har Nicholas B. Jensen og en række andre tidligere Metal Liga-spillere på holdet, at vinde den første kamp i kvartfinaleserien mod grundspilsvinderne fra München, men efterfølgende har favoritterne rejst sig.

Mads Christensen og Markus Lauridsen var med til at hente fire sejre på stribe til den sydtyske storklub, som jagter sit tredje mesterskab i træk. Dermed er klubben nu klar til semifinalen med en samlet sejr på 4-1 i kampe.

München scorede en gang i hver af de to første perioder af fredagens kamp, og i begyndelsen af tredje periode aflivede Markus Lauridsen den sidste spænding, da han øgede til 3-0. Målet var Lauridsens første i slutspillet og hans tredje i sæsonen.

Frank Mauer fik øget til 4-0 på oplæg fra Mads Christensen, før Bremerhaven fik reduceret til slutresultatet 4-1.

Nürnberg-holdet Thomas Sabo Ice Tigers, som har Patrick Bjorkstrand i fjerdekæden, vandt med 3-2 over Kölner Haie og fører nu med samme cifre i serien.