DEL: Krefeld vandt i Köln, Bruggisser er ligaen skarpeste back

Foto: Jan Korsgaard

Kampene mod “storebrødrene” og lokalrivalerne fra Köln og Düsseldorf fylder rigtig meget i selvforståelsen hos Krefeld Pinguine, der som bekendt har den tidligere Aalborg-træner Brandon Reid i spidsen og den danske landsholdsspiller Phillip Bruggisser som kaptajn.

Derfor var det yderst vigtigt for Krefeld i aftes, hvor Kölner Haie tog imod. Også fordi begge hold var inde i en mindre krise med nederlag i henholdsvis fire af fem kampe og tre af fire kampe. 

Krefeld trak det længste strå. Phillip Bruggisser spillede 19:14 minutter for Krefeld, noterede sig for -1 i plus/minus-statistikken, men kunne alligevel glæde sig over tre point.

Pinguine slæbte nemlig en smal 3-2-sejr hjem i Lanxess Arena, som mange danske tilskuere vil huske fra VM-turneringerne i 2010 og 2016, hvor Danmark havde “hjemmebane”.

Det betyder, at Krefeld drøner op på en syvendeplads i tabellen, mens Köln er efterladt helt nede på 11. pladsen.

For Phillip Bruggisser har sæsonen været mere end en succes hidtil, og det skal blive spændende, om han kan holde kadencen en hel sæson.

Han har spillet 22:43 i gennemsnit pr. kamp og med sine 15 point, 3 mål og 12 assister, er han for øjeblikket den mest scorende back i hele Deutsche Eishockey Liga. Vældig imponerende. 

Fredag kommer Krefelds største rivaler, Düsseldorfer EG, på besøg til noget, der formentlig bliver et udsolgt hus i König-Palast i Krefeld.