DEL: Dahm skifter til Berlin – og brillerer med perfekt tysk

Foto: Jan Korsgaard

Historierne talte ikke overraskende sandt: Sebastian Dahm, den danske landsholdsmålmand, skifter til Berlin, hvor han skal spille for Eisbären. Det bekræftede både Dahm og klubben i går.

Han kompletterer dermed et ganske opsigtsvækkende skifte fra den mindre klub Iserlohn til Eisbären, der er en absolut topklub, der dog har haltet lidt bagefter Mannheim og München de seneste mange sæsoner.

Potentialet er dog i den grad til stede i Berlin, hvor hjemmeholdet gerne trækker 12.000-14.000 tilskuere til de store hjemmekampe og lidt færre til de mindre kampe, så det er virkelig en topadresse i tysk og europæisk ishockey, Dahm skifter til.

Den danske landsholdsmålmand sender i forbindelse med skiftet en videohilsen til Berlin-fansene, og har tydeligvis en skarp tunge på tysk efter en del sæsoner i Østrig og Tyskland.