DEL: Dahm og co. i problemer efter nederlag i play in

Foto: Bluelinemedia.dk -

I Tyskland hedder det pre-play off, men lad os for nemheds skyld kalde det play in. Det er samme koncept, man gennemfører i DEL og Metal Ligaen, og set med danske øjne var det første opgør i aftes i Tyskland vældig interessant.

Det var i teorien et danskeropgør, hvor Sebastian Dahm (Iserlohn) stod overfor Nicholas B. Jensen (Bremerhaven), men sidstnævnte er for øjeblikket ude med følgerne af en hjernerystelse.

Det forhindrede dog ikke gæsterne, der har adskillige tidligere Metal Liga-profiler i truppen, i at vinde 4-1 hos Iserlohn i serien, der spilles bedst af tre.

Ingen “kendte” målscorere hos gæsterne, mens gode, gamle Anthony Camara leverede en enkelt assist for Iserlohn.

Sebastian Dahm og co. har hjemmebanefordel i en tredje kamp i bedst af tre-serien, men det kræver altså en udesejr i det nordtyske i næste match.