DEL: Christensen og co. bragte sig foran 2-0

Mads Christensen havde en lettere anonym rolle i kamp to i den tyske finaleserie ude mod Grizzly Adams Wolfsburg, men det betød mindre, da veteranen Michael Wolf stjal overskrifterne med hele fire assister i Red Bull Münchens 5-4-sejr.

Hjemmeholdet var ellers foran 2-0 efter første periode, men på fem gyldne minutter midt i anden periode var München-klubben foran med 3-2, bl.a. takket være to assister af Wolf.

I tredje periode fortsatte Wolf med at sætte sine holdkammerater op til scoring – endda to gange, så føringen blev udbygget til 5-2. Umiddelbart lignede det en afgørelse, men Wolfsburg formåede at reducere til 3-5 og 4-5 – den sidste reducering med et minut og 16 sekunder tilbage på klokken.  Trods et pres og målmanden ude formåede Mads Christensen og co. at holde stand, således de nu fører serien med 2-0 i kampe.

Den danske landsholdsforward gjorde sig mest bemærket med en 2-minutters udvisning. På tirsdag går serien videre til kamp 3, som spilles i München.