DEL: Camara bliver holdkammerat med Dahm

Foto: Søren Kottal Nielsen

Anthony Camara blev omkring nytår gået i Odense efter en episode, hvor han var i et større klammeri uden for banen. Canadieren stod ellers med ligaens bedste pointsnit, da han blev sendt videre til Graz i Østrig.

Der blev han matchvinder i sin første kamp, men Graz-mandskabet er sunket helt til bunds i Erste Bank Eishockey Liga og er i gang med at sælge kraftigt ud.

Graz har blandt andet langet Brock Nixon til Esbjerg og Aleksi Laakso til Rungsted og nu ryger Anthony Camara også videre – set med danske øjne til en ganske interessant destination.

Han fik lavet pæne 11 point i 14 kampe, og det har fået Sebastian Dahms klub Iserlohn til at få interesse for den stærke angriber, der nu skal forstærke DEL-holdet i kampen om at komme i første omgang videre blandt de seks bedste i grundspillet. Det giver direkte adgang til kvartfinalen.