David Madsen skifter til Växjös U20-mandskab

U18-landsholdsspilleren David Madsen, der er opvokset i Vojens, gjorde en rigtig fin figur i sidste sæson.

Han endte i den danske VM-trup, samtidig med, at han var en af de toneangivende spillere på Hill Academy – et nordamerikansk hockeyakademi med uddannelse tilknyttet.

Hill Academy endte med at vinde ECEL (East Coast Elite League), hvor de forskellige akademier er tilknyttet, og han slog sig også vej til ligaens All Star-kamp.

Det har betydet, at den svenske topklub Växjö Lakers har fået så meget øje på David Madsen, at han i den kommende sæson skifter til Växjö, hvor han sammen med den nu tidligere Rungsted-spiller Jonas Røndbjerg skal agere i juniorafdelingen.

Det skriver hans agentbureau SMG Management på Facebook.

David Madsen har skrevet en etårig kontrakt med Växjö, og det forventes, at han skal spille på klubbens Junior 20-mandskab.