Dansk sejr: Ishockeyløverne vandt 2-1 i Hviderusland

Vojens Efterskole
Sebastian Dahm - Danske landshold - Foto: Bluelinemedia.dk -

Så lykkedes det endelig for det danske ishockeylandshold. Efter fire nederlag på stribe blev det til 2-1 over Hviderusland i Grodno i aften. Patrick Russell og Frederik Storm scorede de danske mål – et i hver af de to første perioder. 

– Vi kommer tættere og tættere på VM, så det var vigtigt for os med en sejr i aften efter nederlagene mod Frankrig og Sverige. I aften udviste vi stor tålmodighed i vores forsvarsspil, og Sebastian Dahm stod fremragende i målet. Jeg var også imponeret over en Patrick Russell, der nærmest kom direkte ind fra Nordamerika og leverede varen med en lysende indsats, sagde landstræner Janne Karlsson efter kampen. 

– Vi var oppe mod et stærkt hviderussisk mandskab fyldt med spillere fra KHL. De lagde pres på os, og vi spillede meget i egen zone i aften. Når vi møder dem i morgen igen, skal vi rykke mere af spillet op i deres angrebszone.

Patrick Russell kom direkte fra Nordamerika til Danmark onsdag. Han mødte ind i H.C. Andersen Airport i Odense torsdag middag og tog yderligere halvanden times flyvetur til Grodno. Hans 1-0-mål i aften var hans tredje landskampsmål i 14 kampe.

1-0-målet kom efter flot forarbejde af Matthias Asperup, der strøg bag om målet og sendte pucken til Russell, der afsluttede fladt på den hviderussiske målmand. Frederik Storm var på plads i anden periode tæt under mål ved 2-0-scoringen.

Sebastian Dahm reddede straffeslag i anden periode. Han tog forsøget fra Hvideruslands Alexander Materuhkin ved at ”vente” hviderusseren ud. Materuhkin fik slet ikke afsluttet. Dahm blev efterfølgende kåret til Danmarks bedste spiller. 

Der var godt 2500 tilskuere i Grodno til kampen, der var nummer 27 mellem de to nationer. Sejren var Danmarks ottende gennem tiderne mod Hviderusland.

Emil Kristensen spillede sin landskamp nummer 100 for Danmark. Nicolai Meyer jubilerede med sin landskamp nummer 25.

Det var Danmarks femte landskamp i den sidste forberedelsesfase frem mod VM. De fire øvrige er tabt (2-4 og 0-4 i Frankrig – 1-5 og 1-4 hjemme mod Sverige) Tidligere i sæsonen har Danmark vundet turneringer i Innsbruck i Østrig og på hjemmebane i Herning, Silkeborg og Aalborg. De to turneringer har resulteret i seks sejre på stribe.