Dansk globetrotter signet af de tyrkiske mestre

Han er en regulær vandringsmand i ishockeyverdenen, og nu har Danmarks “Global Goalie”, Anders Jespersen, oprindeligt fra Esbjerg, tiltrådt en ny destination.

Han har tidligere i karrieren spillet i adskillige ligaer og lande, blandt andet i den tyrkiske Süper Lig. Det er hertil, Anders Jespersen nu vender tilbage. Han skal spille for Istanbul-klubben Zeytinburnu, der spiller hjemme i Silivrikapı Ice Skating Hall med en kapacitet på 900 tilskuere.

Zeytinburnu er forsvarende tyrkiske mestre og vandt i fjor finalen over Izmir BB. I årets udgave af Continental Cup vandt den tyrkiske klub over Partizan Beograd (Serbien) og israelske Hapoel Rishon, mens det blev til et nederlag mod CSKA Sofia fra Bulgarien.

Det var ellers meningen, at Jespersen skulle have spillet for Novi Sad Stars i den serbiske liga, men Tyrkiet fristede altså mere for esbjergenserne, der tog turen fra kolde Serbien til varme Tyrkiet for nylig.

10 hold spiller i den tyrkiske bedste række, som er delt op i to puljer med fem hold i hver. De tre bedste i hver pulje går til semifinalen.

Havde Anders Jespersen nået sæsonens første kamp for Zeytinburnu, havde han næppe haft meget at lave i målet. Den vandt Istanbul-holdet nemlig med hele 43-0 over Pars SK.