Dansk 3-2-målscorer: – Vi troede, vi havde dem

Foto: Jan Korsgaard

Danmarks U20-landshold var lørdag tæt på at hente det måske største danske ishockeyresultat nogensinde. Holdet var foran i VM-kvartfinalen mod Rusland indtil 44 sekunder før tid, men måtte se sig slået med 4-3 efter overtid.

De danske spillere leverede en fremragende præstation, og det lugtede af en sensation, da Rødovre Mighty Bulls-spilleren Emil Oliver Christensen bragte de unge løver foran med 3-2, da der resterede fem et halvt minut af kampen. Scoringen faldt kort efter, at russerne havde fået udlignet til 2-2.

– Jeg ser, at Krogsgaard får pucken ved blå linje og derefter vender jeg mig bare om for at være klar på returen. Jeg mærker ikke, at pucken rammer mig, men kan bare se den og så går jeg efter målet, fortæller Emil Oliver Christensen om målet.

Danskerne kæmpede efterfølgende for at forsvare føringen mod stormagten hjem, men 44 sekunder før tid fik Vladimir Kamenev efter hårdt russisk pres pucken i nettet bag Thomas Lillie. Kampen gik derfor i overtid, hvor Kamenev igen slog til og sikrede russerne den ventede sejr.

– Man er selvfølgelig nede lige nu. Det er klart, for vi troede, vi havde dem. Men jeg er meget tilfreds med holdets præstation i dag, fortæller Danmarks næsten-matchvinder Emil Oliver Christensen til FACEOFF-online.dk.

En dansk kvartfinalesejr over Rusland ville have været den største overraskelse ved U20-VM nogensinde. Derfor var der også tårer i øjnene på flere af de danske spillere i minutterne efter det russiske sejrsmål.

– Det havde været kæmpestort, og vi har også troet på det hele tiden, men sådan gik det bare desværre ikke, siger Emil Oliver Christensen.

Danmark gik ind til turneringen med et mål om at overleve i A-gruppen. Det mål blev næsten indfriet allerede i danskernes første kamp i turneringen, hvor Schweiz blev slået med 2-1. Danmark tabte de resterende kampe i gruppespillet, men viste ved flere lejligheder flot spil.

Holdet gik i kvartfinalen for andet år i træk og var altså mindre end et minut fra en sensationel semifinaleplads. Dermed satte Danmark et endnu bedre aftryk på U20-VM end sidste år, hvor holdet måtte se sig slået med 8-0 i kvartfinalen mod Canada.

– Lige nu er følelsen bitter, men om et par dage tror jeg, hele holdet kan stille sig tilfreds med præstationen, vurderer Emil Oliver Christensen over for FACEOFF-online.dk.