OL-KVAL: Danmark holdt nullet i generalprøven

Foto: Jan Korsgaard

(FACEOFF.DK i Riga): I aften var en historisk aften. Det stærkeste danske landshold nogensinde gjorde sin entré på isen i Arena Riga i den lettiske hovedstad. Opgaven stod på testkamp mod de lettiske værter, og kampen var den eneste frem mod OL-kvalifikationen senere på ugen i Minsk. Danmark holdt nullet og fik en perfekt generalprøve med en 3-0-sejr.

Det danske dynamit blev dog ikke foldet ud lige med det samme. Rejsen fra Danmark skulle tydeligvis først køres ud af benene. Landstræner Janne Karlsson havde på forhånd bebudet, at samtlige kæder ville komme i spil. Og det gjorde de. Efter to minutter havde samtlige spillere været på is.

De første 10 minutter af kampen var ganske jævnbyrdige uden de helt åbne chancer. Kampen blev åbnet mere op, da først Letland fik en udvisning, og sidenhen med to danske udvisninger.

Efter godt 15 minutter kunne Nichlas Hardt helt uhindret åbne målscoringen med et slagkraftigt skud op i nærmeste hjørne. Scoringen fik for en kort stund de lettiske tilskuere til at lægge trommestikkerne.

Danmark sluttede perioden med et powerplay og en førsteopstilling bestående af Daniel Nielsen, Mikkel Bødker, Frans Nielsen, Nicklas Jensen og Jannik Hansen.

Anden periode begyndte på rolig vis – men kun lige indtil kaptajn Frans Nielsen dukkede op på en faceoff. Den spilintelligente center forsøgte sig direkte med et skud ved puck-nedkast, og gummiskiven fortsatte mellem benene på Letlands keeper, Edgars Masalskis. Og så var danskerne i front 2-0. Og jetlag? Det lod til at være gledet af Herningenseren.

Letterne overtog lidt af spillet efter det danske mål. Men værterne havde deres sag for i forsøget på at passere den danske NHL-målmandskæmpe, Frederik Andersen.

Hvis intensitet var en mangelvare i de første 20 minutter, så var der kommet anderledes fart på tingene i anden periode. Danskerne var generelt dygtige til at holde Letland fra store chancer, og Janne Karlssons tropper fik også budt ind med et par farlige angreb.

Jannik Hansen og Frans Nielsen havde et par farlige afslutninger ved dansk powerplay hen mod slutningen af perioden. Letterne kom i overtal kort inden næste pause, og Nichlas Hardt sluttede perioden af med at humpe ud, efter han fik et slagskud på den ene skøjte.

Hardt er ikke sådan at slå ud, så han var naturligvis med fra start i de sidste 20 minutter.

De to hold fik chancen for at teste spillet i fire mod fire, og det afstedkom en kæmpe chance til Philip Larsen helt fri foran mål. Nikolaj Ehlers fandt Peter Regin, der uselvisk sendte pucken videre til Larsen, men den stærke back missede på Kristers Gudlevskis – der i øvrigt havde skiftet med Masalskis i anden periode.

Danmark øgede til 3-0 efter knap ni minutter. Jannik Hansens skud rammer en lette, og pucken ryger direkte ud til en helt fri Nicklas Jensen få centimeter fra mål. Og vupti, danskerne styrede videre mod sejren.

Letland kom frem til fine chancer, men Frederik Andersen viste gentagne gange, hvorfor han spiller i verdens bedste ishockeyliga. Hans ro er fantastisk.

Mod slutning af kampen blev Jannik Hansen udvist sammen med Letlands Ralfs Freibergs efter en intern batalje. Kampen løb ud, og danskerne kunne juble over en god præstation. Janne Karlssons tropper holdt nullet og fandt vej til nettet tre gange.

Og så røg Morten Green op på i alt 300 landskampe for Danmark. Stærkt gået!

Testkampen i tal:
Letland-Danmark 0-3 (0-1, 0-1, 0-1)
15:10 0-1 Nichlas Hardt
24:06 0-2 Frans Nielsen
48:50 0-3 Nicklas Jensen (Hansen) pp1

Udvisninger:
Letland: 7×2
Danmark 6×2

Tilskuere: Ca. 700