Danmark deltager i nyt “Nordic Cup” næste sæson

© iShoot.dk

Et helt nyt tiltag synes etableret i nordisk ishockey i den kommende sæson.

De fire naboer, Sverige, Finland, Norge og Danmark, deltager nemlig i en såkaldt Nordic Cup, skriver det norske ishockeyforbund på sin Twitter-konto. 

Turneringen skal spilles som forberedelse til VM og foregår ifølge det norske forbund over en treugers-periode i april. Den nærmere struktur afsløres ikke, men man kunne sagtens forestille sig en modus med to hjemmekampe til hvert hold over tre “weekender” og dermed seks kampe i alt, inden den nordiske mester kåres.

Den nye turneringen er endnu ikke bekræftet af Danmarks Ishockey Union, men det norske forbunds Twitter-konto synes at være en ganske troværdig kilde.