Daniel Nielsen matchvinder i tæt dyst

Herning Blue Fox-Odense Bulldogs 2-1 (0-0,1-1,1-0) Daniel Nielsen blev matchvinder for Herning Blue Fox i dagens første slutspilsopgør i den forventede tætte serie mellem midtjyderne og de fynske Bulldogs fra Odense. Vi skulle også dybt ind i kampen for at finde afgørelsen, der blev sat ind med en hammer af et skud efter tre kvarter. Martin Sagat assisterede kaptajnens afgørende scoring.

3139 tilskuere skabte en prægtig kulisse i Kvik Hockey Arena, hvor første periode blev nøjagtig så tæt som forventet. Der blev ikke givet en centimeter i nærkampene, og der var ganske gode muligheder i begge ender. Hernings kaptajn Daniel Nielsen var tættest på kort før pausen, da hans skud blev fanget af opstanderen.

Målene kom dog ikke før i anden periode. Det var Joachim Linnet, der åbnede festen for hjemmeholdet, da han kom af sted på venstre kant. Linnet tog et par hurtige træk og i stedet for at lægge tværpasningen eller køre videre bagom mål, fandt han et hul oppe over Tad Galanskys skulder i nærmeste hjørne. 1-0 til midtjyderne.

Der gik ikke længe, før der var udlignet. Det var Henry Hardarson og Ryan McDonough, der udnyttet en fejlpasning af Kyle Essery og startede en hurtig omstilling. Hardarson fandt sin makker, der stensikkert forvandlede til udligning.

Og så begyndte nervekrigen ellers i en tredje periode, hvor de fleste var klar, at en enkelt kasse kunne blive afgørende. Det blev Daniel Nielsens hammer, og derefter havde Herning faktisk godt fat i Odense. Lige indtil de sidste sekunder, hvor Sean Wiles fik en kæmpestor mulighed på tomt mål. Han missede og hjemmepublikummet gik i ekstase i jubelrus.

Der er lagt op til en ny og dramatisk dyst på søndag i Odense.