Daniel K. Nielsen klar til comeback for Herning

Godt nyt for Herning Blue Fox og formentlig også for landstræner Janne Karlsson, der med garanti har en Daniel K. Nielsen i topform på ønskelisten frem mod VM på hjemmebane i Herning og København senere på året.

Daniel K. Nielsen har nemlig overstået den knæskade, der har holdt ham ude siden 31. oktober og er klar til comeback i morgen, når Herning besøger Gigantium og Aalborg Pirates.

Det skriver Herning Folkeblad.

– Knæet har det fint, og jeg mærker ikke længere noget til min skade. Jeg ved dog godt, at jeg lige skal i gang igen. Jeg mangler formentlig lidt skarphed, når kampen ruller i Aalborg, men til gengæld har jeg noget rutine, jeg kan læne mig op ad, siger Daniel K. Nielsen til avisen.

Herning har et bredere hold end i mange sæsoner, og derfor har Nielsens fravær ikke været så tungt, som træner Petri Skriko måske havde frygtet. Herning er suverænt i spidsen for Metal Ligaen, og har vundet de seneste otte kampe.

Så Daniel K. Nielsen kan stille og roligt spille sig ind på holdet uden det store pres.